Danskerne glemmer sikkerheden på nettet

21 nov 2013
Press Releases

I takt med udbredelsen af smartphones, tablets og mobilbetaling er danskernes indkøb og bankforretninger for alvor flyttet online. Ny undersøgelse fra it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky Lab viser, at ni ud af ti danskere i dag shopper på nettet eller bruger netbank. Til gengæld ser vi stort på sikkerheden.

Syv ud af ti danskere ejer i dag en smartphone – og ca. 44 pct. har en tablet. Samtidig er udbuddet af webbutikker, netbank og mobile betalingsløsninger vokset stødt i de seneste år, så vi i dag kan ordne de fleste bankforretninger selv og købe alt fra busbilletter, musik og film til tøj, dagligvarer og vaskemaskiner på nettet.
En ny undersøgelse foretaget at it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky Lab viser således, at 91 pct. af danskerne går online mindst 2-5 gange om året for at shoppe eller bruge netbank.

Glemmer sikkerheden på de mobile enheder

Det er nemt og bekvemt at købe ind eller gå i banken online, men det er ikke uden risiko – og det er uanset, om vi gør det via browseren på vores pc eller en app på vores telefon eller tablet.

Og netop de mobile enheder er blevet vores primære værktøj, når vi surfer, spiller, handler, bruger netbank og kommunikerer online. Alligevel har mange af os den opfattelse, at mobile enheder ikke behøver samme grad af beskyttelse som traditionelle computere.

For selvom undersøgelsen viser, at kun to pct. af os aldrig overvejer potentielle farer på nettet, viser den også, at vi nedprioriterer sikkerheden. Hvor 68 pct. har installeret sikkerhedssoftware på pc’en, har kun 14 pct. valgt at sikre sin smartphone. Og når det kommer til de populære tablets, har færre end hver tiende, nemlig blot 7 pct., sørget for at beskytte sig mod virus og økonomisk kriminalitet på nettet.

”Online-trusler kan ramme dig gennem alle enheder, der er tilsluttet internettet – pc, Mac, tablet og smartphone. Især mobil-enhederne er blevet populære mål for cyber-kriminelle,” siger David Jacoby, der er sikkerhedsekspert hos Kaspersky Lab.

De cyber-kriminelle benytter sig ofte af metoder som phishing-angreb og forskellige former for trojanere, der er designet til at stjæle kreditkortoplysninger og kontooplysninger til bl.a. netbank.

”Det bedste du kan gøre for at sikre dine personlige oplysninger på nettet, er at installere et sikkerhedsprogram på alle dine enheder. Udover de helt almindelige antivirusfunktioner, der beskytter din pc, tablet og smartphone mod virusangreb, skal dit sikkerhedsprogram kunne beskytte dig, når du bruger netbank og shopper online. Hertil kommer specifik beskyttelse mod phishing-e-mails,” slutter David Jacoby.

Copyright © 1997 - 2014 Kaspersky Lab.

Alle rettigheder forbeholdes. Branchens førende antivirussoftware.