BYOD: Virksomhederne har ikke styr på data

22 mar 2013
Press Releases

Det bliver stadigt sværere for virksomhederne at beskytte deres intellektuelle ejendomsret (IP). Avancerede sikkerhedsbrud og hackerforsøg viser gang på gang, hvor svært det er at beskytte data i virksomhedens netværk. Mens it-afdelingerne ofte har fuldt overblik over de data, der opbevares i virksomheden og derfor lettere kan vurdere eventuelle skader og tab, viser undersøgelsen, at de fleste virksomheder kun har begrænset viden om, hvilke virksomhedsdata medarbejderne opbevarer på deres egne mobile enheder. Og i takt med at flere og flere medarbejdere netop bruger deres private pc’er, smartphones og tablets til arbejdsmæssige formål, står virksomhedernes it-afdelinger over for voksende udfordringer. 
Undersøgelsen, som Kaspersky Lab har gennemført i samarbejde med TNS Infratest blandt it-ansvarlige i små og mellemstore virksomheder i hele Europa – herunder også Danmark – viser, at kun 35 pct. af de adspurgte har regler og politikker, der tillader dem at have et fuldt og præcist overblik over de data, der er lageret på medarbejdernes mobile enheder. 45 pct. svarer, at de ikke ved præcist, hvor virksomhedens data er lageret, men dog har et rimeligt overblik. 15 pct. indrømmer, at de intet overblik har overhovedet.

Værst i Skandinavien

Ifølge undersøgelsen ser det værst ud blandt de danske og svenske virksomheder, hvor henholdsvis 22 pct. og 26 pct. af it-cheferne indrømmer ikke at have overblik over virksomhedsdata lagret på medarbejdernes mobile enheder.
Virksomheder i Storbritannien og Spanien synes overordnet set at have de mest omfattende sikkerhedspolitikker og databeskyttelsesprogrammer. Således svarer 57 pct. af de britiske it-chefer og 54 pct. af de spanske, at de har et fuldstændigt overblik over placeringen af virksomhedens data. Spanien har dertil det laveste antal it-chefer, der indrømmer slet ikke at have noget overblik (5 pct.).
"Når en virksomhed mister en enhed, f.eks. ved tab eller tyveri, er det ekstremt vigtigt, at man ved præcis hvilke data, der ligger på den, og hvilke nødvendige sikkerhedsprocedurer, der skal igangsættes for at minimere skaden," siger Martijn van Lom, General Manager Benelux & Nordics hos Kaspersky Lab. "Og hvis virksomheden ikke har det fulde overblik, bør data i det mindste være krypteret, så alle ikke kan få adgang til dem."


* Undersøgelsen er foretaget af TNS Infratest for Kaspersky Lab i januar 2013. I undersøgelsen deltog 1,762 it-beslutningstagere og indflydelsesrige personer fra virksomheder med 10-500 ansatte.

Copyright © 1997 - 2014 Kaspersky Lab

Alle rettigheder forbeholdes. Branchens førende antivirussoftware.