Danske virksomheder kæmper med mobilsikkerheden

25 okt 2011
Press Releases

Antivirus nyheder

København 25.10.11 – En stor it-sikkerhedsundersøgelse foretaget på vegne af Kaspersky Lab viser, at danske it-chefer frygter indtoget af mobile enheder på arbejdspladsen. Trods en procentvis stor mobil arbejdsstyrke i Danmark er det under halvdelen af de adspurgte, der har implementeret en sikkerhedspolitik for brugen af de mange smartphones og tablets.

Udbredelsen af smartphones og senest tablets har været med til at ændre måden, vi arbejder på. Stationære arbejdspladser er blevet mobile, og nutidens medarbejdere har i stigende grad forventning om, at de får stillet den nødvendige teknologi til rådighed, så de kan udføre deres arbejde når som helst, hvor som helst og fra hvilken som helst enhed.

Som en ny stor undersøgelse foretaget på vegne af it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky Lab viser*, koster den øgede mobilitet imidlertid panderynker hos danske it-sikkerhedsansvarlige.

Således svarer hele 61 pct. i undersøgelsen, at de anser mobiltrusler som den suverænt største it-trussel inden for de kommende to år. Dertil kommer, at næsten hver tredje svarer, at de enten er bekymrede eller meget bekymrede over den igangværende udvikling, hvor flere og flere medarbejdere bruger deres private enheder til arbejdsformål (også kaldet IT consumerization).

Halvdelen har ikke sikkerhedspolitik

Inden for det private erhvervsliv svarer i alt 24 pct., at mere end hver anden af deres ansatte tilgår forretningskritiske data fra deres mobile enheder såsom smartphones og tablets. Inden for det offentlige svarer hele 34 pct. af de adspurgte, at mere end 75 pct. af deres medarbejdere bruger mobile enheder til at tilgå forretningskritisk information.

På trods af denne tendens til en større og større mobil arbejdsstyrke i både offentlige organisationer og i det private erhvervsliv er det paradoksalt nok mindre end halvdelen af de adspurgte it-sikkerhedsansvarlige, der har implementeret en sikkerhedspolitik for anvendelsen af mobile enheder.

“Undersøgelsens resultater afspejler meget fint den tendens, vi oplever i markedet lige nu. På den ene side presser de ansatte på for at få lov til at bruge deres personlige enheder på arbejdet. Og på den anden side kan chefen godt se en gevinst i at udstyre sine medarbejdere med mobile enheder, som er med til at øge produktiviteten. Midt imellem står den it-sikkerhedsansvarlige og river sig i håret over de mange sikkerhedsudfordringer, der tårner sig op foran ham. Han ved, at en defineret og implementeret politik for brugen af mobile enheder er central for det samlede it-sikkerhedsniveau. Men han er på bagkant med udviklingen. Det er et paradoks, og det er blandt andet derfor, at vi nu lancerer Kaspersky Endpoint Security 8, som kan hjælpe virksomheder med at få styr på sikkerheden,” udtaler teknisk chef for Kaspersky Lab Nordic, Patrick Mylund.

Ny sikkerhedsløsning lanceret

Kaspersky Lab har netop lanceret sin nye sikkerhedsløsning til business-markedet, Kaspersky Endpoint Security 8 til Windows samt Kaspersky Security Center. Løsningen hjælper virksomheder med at sikre den mobile arbejdsstyrke, at flytte data sikkert over i skyen samt at virtualisere desktops.

Du kan læse mere om Kaspersky Endpoint Security 8 til Windows her:http://www.kaspersky.com/about/news/product/2011/Kaspersky_Lab_New_Endpoint_Protection_Solution_Makes_Businesses_Ready_for_the_Next_Cyber_Threat

*Undersøgelsen blev gennemført i september 2011 i Danmark og Sverige blandt 400 it-sikkerhedsansvarlige (200 per land) i offentlige og private organisationer med 100-500 ansatte.

Kaspersky Lab Newsroom

Kaspersky Lab har lanceret et nyt online site til journalister i hele Europa, Kaspersky Lab Newsroom Europa (http://newsroom.kaspersky.eu/dk). Sitet er skabt for at gøre det nemt for journalister at finde informationer om Kaspersky. På sitet finder du alt fra produkt- og virksomhedsoplysninger, fakta og tal, billeder, videoer og lydfiler samt informationer til de lokale PR-kontakter.

Om Kaspersky Lab

Kaspersky Lab er blandt verdens førende inden for beskyttelse mod it-sikkerhedstrusler såsom vira, spyware, crimeware, hacking, phishing og spam. Kaspersky Labs produkter leverer overlegen beskyttelse qua høj sporingsrate samt markedets hurtigste responstid på it-angreb for slutbrugere, SMV’ere, store virksomheder og mobile enheder. Kaspersky Labs teknologi bliver også brugt verden over af førende it-sikkerhedsleverandører i forskellige produkter og services.

Læs mere om Kaspersky Lab på www.kaspersky.com og www.kaspersky.dk. For de seneste nyheder om antivirus, anti-spyware, anti-spam og andre spørgsmål og trends inden for it-sikkerhed, besøg www.viruslist.com.

For mere information om Kaspersky Lab, kontakt:

Jakob Damgaard Lund
PR-konsulent for Kaspersky Lab
Discus Communications
Telefon: 33 38 43 07
E-mail: j.lund@discus-communications.dk

Copyright © 1997 - 2014 Kaspersky Lab

Alle rettigheder forbeholdes. Branchens førende antivirussoftware.